Fritidshjem

Fritidshjemmet har en grundnormering på 97 børn fra 0.-3. klasse.

Hver årgang har deres egen stue/grupperum med køkken og tilknyttet "lillestue". Stuerne er opkaldt efter farver og er fordelt således: 0. kl. er på Grøn stue, 1. kl. er på Rød stue, 2. kl. er på Gul stue, 3. kl. er på Orange stue og morgenstuen holder til på Rød stue. I stueplan har vi ligeledes et alrum med garderober, et danse rum, samt en stor sal, som alle afdelinger i VBU kan benytte sig af.

Udearealet er på knap 2000 m2. Der er boldbane med kunstgræs, stort klatretårn, naturlegeplads, sandmile, en stor skaterbane, bålområde med indianertema, samt diverse arealer til forskellige kreative udfoldelser.

Vi ligger stor vægt på, at fritidshjemmet skal være et rart sted, hvor der er plads til alle. Vi arbejder ud fra begreber som omsorg, tryghed, humor, kreativitet, medindflydelse og individualitet. Vi ønsker at børnene har en følelse af, at der altid er tid og plads til dem. At man kan få et knus og et kram, når noget går godt eller når modgangen bliver for stor. At livet er herligt, og at vi skal forsøge at opleve så mange spændende ting vi kan, på den sjoveste mulige måde. At man får lov til at være sig selv med alle kringelkrogene og finurlighederne - for det er dem, der gør samværet med andre så inspirerende og herligt.